I min alder gør man sig nogle tanker om efterlivet. Jeg er mest tilbøjelig til at tænke, at der ikke er noget, men sommetider kan jeg ikke lade være med at sætte fantasien i sving. Min gode veninde Ulla Steen siger, at hun tror, at alle vi, som kan lide hinanden, mødes i den store englebar, hvor vi er ventet. Jeg ser mig selv ankomme til den englebar, og der sidder min far, min mand og min søn, og en af dem siger: ”Der har vi Lise. Nu er vi igen fire til en l’hombre.
At gå i ikke mærketøj og billigt tøj betyder ikke, at du er fattig. Husk, at du har en familie at forsørge, ikke et samfund at imponere.
Det er lettere at opbygge stærke børn end at reparere ødelagte mænd.
Jeg er ikke nogen helgen, men jeg har aldrig prøvet at gøre noget, der ville såre min familie eller fornærme Gud…Jeg regner med, at alt et barn har brug for er håb og følelsen af, at han eller hun hører til. Hvis jeg kunne gøre eller sige noget, der ville give et barn den følelse, ville jeg tro, at jeg havde bidraget med noget til verden.
Når man bliver så gammel som jeg og ikke længere har mand eller hund, og børnene for længst er flyttet hjemmefra, så kan man sidde og blive lidt klogere ved at tænke sig om. Så er tiden inde til at redigere sine erindringer og begynde at iagttage sit liv forfra. Først kommer fortrydelserne, så kommer den uret, man har gjort, fejltagelser, man har begået – og alt det, man kan sidde og ruge over, hvis man i forvejen er i dårligt humør. Men man kan også forstå mennesker og sammenhænge på en ny måde.
Noget af det, jeg ikke kan snuppe, det er fx sådan noget som ”Mødreklubber”, hvor de i stedet for at læse en bog og gå i naturen med deres babyer, sidder og taler om bræk og bleer og bøvs med andre ligesindede og kommer ikke videre. Jeg synes, det generer mig lidt på kvindernes område.